Om forfatterne

Om forfatterne

Konsulent Kirsten Andersen, ejer firmaet ”Mnemosyne Kurser & Forlag”

Selvstændig siden 1991. Jeg underviser, holder foredrag og webinarer blandt andet i “Planlæg bedre” – herunder også f.eks. virtuelle kurser med særlig fokus på det at arbejde hjemmefra. Dertil kommer kurser, foredrag og webinarer i  Mindmap teknik, Bedre mødekultur, Notat- og referatteknik, Præsentation- og argumentation, Målrettet læsning,  Forhandlingsteknik, Styrk hukommelsen og Byg bro over kommunikationskløften. Nogle af kurserne udbydes som åbne kurser gennem forskellige andre kursusudbydere. Har endvidere medvirket som ekspert ved udvikling af e-læringskurser til staten, senest med kurser “Perosnlig planlægning”, “Få succes som mødeleder” og “Få endnu mere succes som mødeleder”. Jeg har altid interesseret mig meget for hvordan man opnår en god balance mellem arbejde, familie og fritid. Med et spændende job, mand og to børn født i 1998 og 2001 – så er der rig mulighed for at tage ”egen medicin”.

Konsulent og illustrator Claus Bekker Jensen, ejer firmaet Visuel Vision.

Jeg underviser i “Grafisk facilitering” og “Mindmapping”.  Som illustrator hjælper jeg virksomheder og organisationer med at omsætte ord, begreber og processer til letforståelige og inspirerende illustrationer.  Jeg har bl.a illustreret denne og andre bøger.

Konsulent Mariann Bach Nielsen, ejer af firmaet 2vejs kommunikation siden 1999.

Inden da var jeg underviser i folkeskolen, siden konsulent i dansk landbrug og detailhandlen. Jeg underviser blandt andet i personlig planlægning og effektivitet, retorik – skriftlig og mundtlig kommunikation og effektiv mødeledelse.

Mit fokus er at omsætte teorier til enkle og brugbare teknikker – og at inspirere andre til at opnå en god balance i livet. Jeg arbejder selv målrettet på at bruge teknikkerne fra bogen her til at skabe plads til alle de gode ting: mand, børn, børnebørn, venner, ture på racercyklen – og ikke mindst jobbet som selvstændig.


Anmeldelser

Anmeldelser

Lektørudtalelse
Hvad er en lektørudtalelse? Nogle bøger finder vej gennem bibliotekets nåleøje og bliver udvalgt til at få en lektørudtalelse. Der er tale om en anmeldelse, som primært bibliotekerne benytter, når de skal vurdere om en ny bog skal indkøbes til biblioteket. Her følger udtalelsen af fra lektør Alma Lind Jensen på ”Planlæg bedre – få mere tid”.

Lektørudtalelse (09/42) 2 791 787 9 (A)
Planlæg bedre – få mere tid. – Mnemosyne Kurser & Forlag – 152 sider. – DK 60.13

Anvendelse/målgruppe/niveau
Bogen er ikke kun for ledere, men for alle, der har et arbejde, hvor de selv skal strukturere tid og opgaver.

Beskrivelse
Forfatter/illustratortrioen er ledere af kommunikationsvirksomheder af forskellig art og 2 af dem har samarbejdet om andre bøger. Bogen kommunikerer da også meget tydeligt og overskueligt. Denne er opdelt i 5 afsnit efter en kort introduktion. Den 1. handler om tidsrøvere, og hvordan man kommer dem til livs (telefoner, mails, andre afbrydelser og overspringshandlinger). Det næste giver forskellige værktøjer til at skabe overblik over opgaverne, så de ikke hober sig op og skaber forvirring og kaos. Vi præsenteres for ”Priopladen”, Mind Map, ”Gantt-kortet” mm. I 3. kapitel handler det om at delegere. Mens de 2 sidste kapitler mere handler om at sætte tilværelsen i perspektiv og reflektere. Bogen har en del grafiske illustrationer og farverige, tegnede kommentarer i den humoristiske afdeling samt skemaer. Et visuelt kraftigt udtryk, som er rigtig godt og hjælper til at forstå indholdet.

Sammenligning
Der findes mange bøger om emnet fx Styr tiden, 2007, Få tingene gjort, 2007 og Det vigtigste først, 1998. I stil og opsætning ligner den Bedre mødekultur 2006 og Visuel Mind Mapping, 1998.

Samlet konklusion
En god og overskuelig bog om at styre tiden og planlægge sine arbejdsopgaver. Bogen har mange konstruktive bud, og der vil være noget at hente for enhver.
Ellen Lind Jensen


Om bogen

Om bogen

I bogen finder du konkrete værktøjer og masser af inspiration til at skabe overblik, planlægge, prioritere og sortere i dine mange gøremål. Du får idéer til at sætte mål – og bruge de enkle planlægningsværktøjer til at nå dem.

Bogen er fyldt med værktøjer, eksempler og illustrationer, der kan hjælpe dig til en hverdag med mere overblik, flere resultater og mere overskud.

Bogen handler om, hvordan du:

  • håndterer de vigtigste tidsrøvere – herunder overspringshandlinger, mail, møder, forstyrrelser og rod
  • arbejder fokuseret og hjernevenligt
  • får det bedste ud af hjemmearbejdspladsen
  • skaber overblik over dine opgaver
  • prioriterer – og eventuelt omprioriterer nemt og fleksibelt
  • planlægger med OMTANKE
  • udnytter mulighederne i din elektroniske kalender
  • sætter klare og konkrete mål via modellen SMARTE MÅL
  • udarbejder en ugeplan ved hjælp af Mindmap
  • delegerer situationsbestemt – også til personer du ikke nødvendigvis er leder for
  • bliver din egen stressmanager
  • gør tilsyneladende sure pligter til stjernestunder
  • får kontakt til dine drømme og går efter dem.

Bogen udkom første gang i 2009, 5. reviderede udgave er fra november 2023.

Planlæg bedre

Af

Kirsten Andersen, Mariann Bach Nielsen og Claus Bekker Jensen

5. udgave fra november 2023